Nerja med børn

Nerja med børn – en ferie for hele familien

Skal du til Nerja med børn, har du valgt et rigtig godt sted. Byen er lille og overskuelig, strandene ligger tæt på, og så er spanierne simpelthen begejstrede for børn. Her er det helt normalt, at de mindste er med ude at spise klokken 22, og at de leger på pladsen, mens de voksne sidder og snakker. Her får du mine bedste tips til en ferie i Nerja, hvor både store og små får noget ud af det.

Plaza de los Cangrejos ved Torrecilla i Nerja

Hvorfor er Nerja godt for børnefamilier?

Det bedste ved Nerja med børn er, at alting er tæt på. Du kan gå til de fleste strande, restauranter og legepladser, så du slipper for lange køreture med trætte børn på bagsædet. Vandet ved mange af strandene er roligt, og der er livreddere på de store strande i sæsonen. Og så er Nerja ikke en festby – stemningen er afslappet, også om aftenen.

De bedste strande i Nerja med børn

  • Playa de Burriana: Byens største strand med bredt sand, lavt vand tæt på kysten, livreddere og masser af restauranter lige ved. Her kan du nemt tilbringe en hel dag.
  • El Playazo: Nerjas længste strand med god plads, også i højsæsonen. Der er legeplads og volleyballnet, og gratis parkering lige bag stranden.
  • Playa de Torrecilla: Nem adgang uden trapper, så du kan komme helt ned med barnevognen. Toiletter, brusere og restauranter er lige ved.

Et godt råd: Calahonda, Carabeo og El Salón er smukke, men du kommer kun derned ad trapper eller stejle ramper. Dem vil jeg spare, hvis du har barnevogn med.

Cuevas de Nerja med børn

Drypstenshulerne er et hit hos børn. De elsker at finde figurer i klippeformationerne, og rundvisningen på 45-60 minutter er ikke længere, end de fleste kan følge med. Det skal du vide:

  • Billetter: Børn under 3 år kommer gratis ind, og der er billigere billetter til børn og unge. Køb dem online – det er billigere, og du slipper for kø.
  • Ingen barnevogn: Du må ikke tage barnevognen med ind i hulen, for der er omkring 450 trin. Den kan stå i et skab ved indgangen. Tag en bæresele med til de mindste.
  • Tøj: Der er ca. 19 grader i hulen hele året – dejligt køligt en varm dag, men tag en trøje med til børnene.
  • Legeplads: Ved indgangen til hulerne er der en stor legeplads og et område til picnic.
  • Kom derud med tog: Det lille turisttog, Cueva-Tren, kører fra centrum af Nerja og ud til hulerne. Det er en oplevelse i sig selv for de mindste.

Læs mere i min store guide til Cuevas de Nerja.

Legepladser og parker

  • Parque Verano Azul: Parken lidt vest for centrum har legeplads, stier og en kopi af fiskerbåden fra den spanske tv-serie “Verano Azul”, som børnene kan klatre rundt ved. Gratis og et godt sted at lade dem løbe lidt energi af.
  • Plaza de los Cangrejos: Den hyggelige plads ved Torrecilla har om sommeren forlystelser og aktiviteter for børn, og der er caféer rundt om, hvor du kan sidde med en kop kaffe imens.
  • Legepladsen ved hulerne: Gratis og omgivet af grønt – oplagt før eller efter besøget i hulerne.

Aktiviteter på vandet

Er børnene lidt større, er vandet ved Nerja fantastisk at udforske:

  • Kajak: Mange udbydere tager børn med fra 4-6 år i en dobbeltkajak sammen med en voksen. Turen langs klipperne til vandfaldet ved Maro er et eventyr for hele familien.
  • Snorkling: Ved Playa de Maro er der masser af fisk ved klipperne. Bedst for børn, der er trygge i vandet.
  • Bådtur: En bådtur langs kysten giver børnene en chance for at se delfiner.

Læs mere om vandsport og aktiviteter i Nerja.

Udflugter for børnefamilier

Har du bil, er der flere gode udflugtsmål i nærheden. Tjek åbningstider og priser på forhånd – vandlandene har kun åbent om sommeren.

  • Aquavelis i Torre del Mar: Vandland med rutsjebaner og et område til de mindste. Ca. 25 minutter i bil. Åbent om sommeren.
  • Aqua Tropic i Almuñécar: Mindre vandland ved stranden. Ca. 30 minutter i bil. Åbent om sommeren.
  • Loro Sexi i Almuñécar: En lille fuglepark med papegøjer og andre fugle – kan kombineres med Aqua Tropic.
  • Frigiliana: Den hvide bjerglandsby ligger kun 15 minutter væk. Brostensgaderne er ikke til barnevogn, men større børn synes, det er sjovt at gå på opdagelse op og ned ad trapperne.
  • Bioparc Fuengirola og Sea Life Benalmádena: Zoo og akvarium længere mod vest, ca. 1-1,5 time i bil. Åbent hele året – en god plan på en gråvejrsdag.

Mad med børn

Familievenlig spisning i Nerja

Spanierne er vant til børn på restauranter, og der kan næsten altid findes noget, de små kan lide. Strandrestauranterne (“chiringuitos”) er gode, fordi børnene kan lege i sandet, mens du venter på maden. Om aftenen er det helt normalt, at spanske familier spiser sent, og at børnene leger på pladserne imens. Læs mere om familievenlig spisning i Nerja – og find den bedste is i Nerja, for den bliver der brug for.

💡 Sis’ tip

Gør som spanierne: hold en rolig pause inde midt på dagen, når solen er stærkest mellem kl. 14 og 17, og tag så ud igen sidst på eftermiddagen. Så holder både børn og voksne til en hyggelig aften på pladsen. Og pak badesko til alle – mange af strandene har småsten, og de er varme at gå på midt på dagen.

Godt at vide, før du tager af sted

  • Barnevogn: Den gamle bydel har brosten, trapper og stejle bakker. En let klapvogn eller en bæresele er ofte nemmere end en stor barnevogn.
  • Solen: Solen er stærk – også i foråret og efteråret. Solcreme med høj faktor, solhat og en parasol er et must.
  • Badesko: Beskytter små fødder mod sten og varmt sand.
  • Højstole: De fleste restauranter har højstole – spørg, når du bestiller bord.
  • Apotek: Der er apoteker i hele byen, og der er altid et med vagt om natten. Læs mere i godt at vide før du rejser.

Hurtige svar

Klik på et spørgsmål for at se svaret.

Er Nerja godt til børn?

Ja. Nerja er lille og overskuelig, strandene ligger tæt på, og spanierne tager godt imod børn både på restauranter og hoteller.

Hvilken strand i Nerja er bedst til børn?

Burriana er det mest oplagte valg med lavt vand, livreddere og restauranter. Torrecilla er bedst, hvis du har barnevogn, fordi der ikke er trapper.

Kan man tage barnevogn med ind i Cuevas de Nerja?

Nej. Der er omkring 450 trin i hulen, så barnevognen skal stå udenfor. Tag en bæresele med til de mindste.

Er der et vandland tæt på Nerja?

Ja. Aquavelis i Torre del Mar ligger ca. 25 minutter væk, og Aqua Tropic i Almuñécar ca. 30 minutter væk. Begge har kun åbent om sommeren.

Se også